Bliv klog på kommunens klimaplan - Verdensmål 13
Her får du viden om, hvordan kommunen helt konkret arbejder med 'Verdensmål 13: Klimaindsats', og hvordan du kan undersøge din egen CO2-udledning.
Frederikshavn Kommune har lavet en klimaplan. Den hedder DK2020-Klimaplan, og sådan en plan har andre kommuner også. Planen skal sikre, at Danmark bliver emissionsneutral i 2045. Det vil sige, at Danmark ikke længere udleder CO2.
Frederikshavn Kommune var en af de første kommuner, som havde en plan klar i 2021. De overordnede mål i planen er:
- Frederikshavn Kommune skal som geografisk område være emissionsneutral i 2050.*
- Frederikshavn Kommune skal være klimarobust. Kommunen skal være modstandsdygtig over for følger af klimaforandringer, og dermed foretage forebyggende og tilpasningsmæssige tiltag.
Derudover har kommunen to delmål:
- Frederikshavn Kommune skal i 2030 nedsætte kommunens samlede CO2-udledning med 70 procent i forhold til kommunens udledning i 2009.
- Frederikshavn Kommune skal som geografisk område være 100 procent forsynet med vedvarende energi i 2030.
*Målsætningen om at være emissionsneutral i 2050 blev lavet før, regeringen satte et mål om at være emissionsneutral i 2045. Frederikshavn Kommune arbejder også efter dette nye mål.
Hvordan går det med at leve op til målene for klimaplanen?
Kommunen skal reducere CO2-udledningen med 2,27 procent per år for at leve op til målene om at blive emissionsneutral.
I 2021-2022 har Frederikshavn Kommune reduceret CO2-udledningen med 2,79 procent, og dermed er kommunen foran målsætningen.
Kommunen har gjort CO2-udledningen mindre for eksempel ved at sikre energirenovering af boliger i boligforeninger, ved at udfase oliefyr i hustande og ved at udskifte lyskilder til LED.
Derudover arbejder kommunen frem mod at få rejst 1000 hektar skov og være 100 procent forsynet af vedvarende energi inden 2030. Vedvarende energi er for eksempel vindmøller, solceller og biogasanlæg.
I slutningen af 2022 kom 38,8 procent af kommunens bruttoenergiforbrug fra vedvarende energi.
Hvis kommunen skal leve op til delmålet om 100 procent vedvarende energi i 2030, skal bidraget fra vedvarende energi stige med 7,65 procent om året. De sidste to år er bidraget fra vedvarende energi dog kun steget med 2 procent.
Hvad kan du selv gøre for at udlede mindre CO2?
Du kan også nedbringe din egen CO2-udledning. Det kan du gøre på flere forskellige måder, men fælles for dem alle er, at de kræver ændringer af vaner.
Fire forslag kan være:
- Brug cykel, gåben eller offentlig transport i stedet for bilen, der hvor det er muligt.
- Spis mere grønt og mindre kød.
- Skru ned for forbruget af tøj og ting. Køb brugt eller køb kvalitet, som holder længere.
- Skru ned for forbruget i din bolig. Det kan for eksempel være at skrue ned for varmen, tage kortere bade eller slukke for unødvendigt strømforbrug.
Hvis du vil vide, hvor meget CO2 du selv udleder og samtidig få inspiration til, hvilke parametre du kan skrue på, så findes der flere forskellige klimaberegnere på nettet. Prøv for eksempel at søge på ’simpel klimaberegner’ eller på ’hvor meget CO2 udleder jeg’.