RAW4RES i Frederikshavn: Fra EU til lokale løsninger
Frederikshavn Kommune var 27. januar vært for RAW4RES’ sjette netværksmøde, der blev afholdt virtuelt med deltagere fra virksomheder, kommuner og organisationer.
Oplæggene gav et klart indblik i, hvordan arbejdet med genanvendelse spænder fra overordnede rammer til konkrete projekter i virksomhederne.
Frederikshavn Kommune lagde ud med en opfordring til at fastholde samarbejdet, når de planlagte netværksmøder slutter. Budskabet var enkelt: De relationer og resultater, der er skabt i netværket, skal bringes i anvendelse, så de gode løsninger kan skaleres i hverdagen.
Invest in Denmark satte fokus på EU-initiativet Circular Economy Act og pegede på, at Danmark står stærkt til at tiltrække investeringer på området i de kommende år.
HZ Acoustic beskrev vejen fra affald til produkt og understregede, at kundernes krav til kvalitet og ensartethed skal være styrende fra start – ellers holder forretningen ikke.
Næstved Kommune præsenterede Ressource City som en kommunalt forankret platform, der med strategisk planlægning sætter rammen for udviklingen af genanvendelse i området.
Selv om det var det sidste netværksmøde i RAW4RES, blev det aftalt, at dialogen om genanvendelse fortsætter i fremtiden.
"De relationer og resultater, der er skabt i netværket, skal bringes i anvendelse, så de gode løsninger kan skaleres i hverdagen."