Gå til hovedindhold

Frederikshavn Kommune deltager i internationalt samarbejde om grøn omstilling og genanvendelse

Det fjerde styregruppemøde i EU-projektet RAW4RES blev afholdt i Sloveninen, og her deltog repræsentanter fra Frederikshavn Kommune

Indhold

    Frederikshavn Kommune arbejder aktivt for en grønnere fremtid – også uden for Danmarks grænser. Den 18. og 19. februar deltog kommunen i det fjerde styregruppemøde i EU-projektet RAW4RES, som blev afholdt i Ljubljana, Slovenien. Projektet har fokus på bæredygtige råvareværdikæder og de bedste tilgængelige grønne teknologier og praksisser.

    Værten for mødet var Business Support Centre i Kranj, Slovenien, og programmet bød både på virksomhedsbesøg, faglige oplæg og erfaringsudveksling med internationale partnere.

    Den første dag bød på besøg hos virksomheder, der arbejder med genanvendelse af elektronikaffald. Her blev der delt viden om både metoder og lovgivningsmæssige udfordringer. Om eftermiddagen blev selve styregruppemødet afholdt, hvor projektets resultater og fremtidige opgaver blev gennemgået.

    Anden dag bød på besøg hos en forskningsinstitution med fokus på nanostrukturerede materialer og genanvendelse af permanente magneter – et område med stort potentiale for fremtidens grønne teknologier.

    Efter konstruktiv sparring og erfaringsudveksling med øvrige RAW4RES projektpartnere fik Frederikshavn Kommune bekræftet sine overvejelser om at opkvalificere kommunens politikinstrument ved at tilføje kommunens recycling-politik i kommunens overordnede klimaplan.

    Alt i alt var det et lærerigt og inspirerende møde, hvor Frederikshavn Kommune hentede vigtig viden og inspiration til at videreudvikle sine planer for bæredygtig erhvervsudvikling og grøn vækst.