Gå til hovedindhold

EU-samarbejde skal inspirere til en grønnere hverdag

Frederikshavn Kommune deltager i EU-samarbejdsprojektet, FEEL. Det handler om at sætte fokus på grønne, bæredygtige tiltag i hverdagen, der kan hjælpe med at sænke klimaaftrykket – og det er der masser af inspiration til i Verdensmålsugen, som starter på søndag.

Indhold

    Mange af de små valg og handlinger, vi foretager os i hverdagen, kan gøre en vigtig forskel for klimaet. Det kan blandt andet være at købe genbrug, have fokus på madspild, skrue ned for varmeforbruget eller reparere mere af det, vi allerede har, i stedet for at købe nyt og smide væk.

    Med FEEL-samarbejdet handler det netop om, på tværs af landegrænser, at lære af hinandens bedste initiativer, så endnu flere træffer bæredygtige valg i hverdagen.

    Verdensmålsugen inspirerer på tværs af landegrænser

    Verdensmålsugen sætter i hele uge 36 fokus på, hvordan man omsætter verdensmål til hverdagsmål – også på klimaområdet.

    Der er masser af inspiration at hente til alle dem, der har lyst til at kigge forbi de forskellige arrangementer i løbet af ugen.

    Med FEEL-projektet vil vi sikre, at endnu flere får glæde af de gode tiltag og idéer, man kan lade sig inspirere af i verdensmålsugen. De kommer nemlig også til at indgå som gode eksempler, der igennem FEEL-projektet deles med de otte øvrige europæiske partnere til inspiration og gavn for klimaet.

    Fælles fokus på en grønnere fremtid

    ”FEEL” er en forkortelse af ”Frugal cities through Energy Efficiency and Low-tech communities” og kan oversættes til: Sparsommelige byer via energieffektivitet og lavpraktiske løsninger i lokalsamfundet.

    Inspiration og idéer blandt projektpartnere skal sammen med lokale og gode erfaringer i Frederikshavn kommune danne grundlag for en delpolitik i Kommunens samlede Klimaplan, og på den måde bidrage til et grønnere Europa.

    Læs mere om FEEL-projektet på hjemmesiden "Frederikshavn Kommune for målene - fra verdensmål til hverdagsmål"