Gå til hovedindhold

Energibyer hentede inspiration i Frederikshavn

Seks danske energibyer var tirsdag og onsdag til inspirationsmøde i Frederikshavn. Det foregik på Frederikshavn Rådhus og hos MAN Energy Solution.

Lasse Jørgensen og Henning Donslund Ved Idétavlen

Indhold

    Energibyerne er et landsdækkende netværk af seks kommuner og konsulenter, der arbejder med klimaplaner og grøn omstilling. Som en af landets første energibyer er Frederikshavn Kommune med, og kommunens klimaekspert Bahram Dehgan var vært for Energibyernes seneste møde. Det blev afholdt i Frederikshavn tirsdag og onsdag.

    - Vi er i fuld gang med at følge op på kommunens klimaplan. Den har som mål, at vi skal reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030, og de foreløbige tal viser, at vi kan nå målet. Det var noget af det, vi drøftede på mødet med energibyerne, fortæller Bahram Dehgan.

    Borgmester Birgit S. Hansen bød deltagerne velkommen og slog fast, at samarbejde og videndeling er helt centralt for at nå i mål med klimamålene. Frederikshavn Kommune lægger stor vægt på samarbejde med andre kommuner og med virksomheder, borgere og organisationer i kommunen.

    Grønne tiltag på tavlen

    Onsdag eftermiddag bød site manager Thomas Leander indenfor hos MAN Energy Solution. De 450 ansatte i Frederikshavn er en del af en virksomhed med i alt 15.000 ansatte i hele verden.

    Thomas Leander fortalte blandt andet om idétavlen, hvor alle medarbejdere kan komme med forslag til nye, grønne initiativer. Ledelsen holder åbent møde foran idétavlen hver måned, og afgør hvilke idéer, der skal gennemføres. På to år har det resulteret i over 100 gennemførte grønne aktiviteter – alt fra et stort solcelleanlæg til affaldsindsamling i området.

    De seks energibyer er Frederikshavn, Hjørring, Ringkøbing – Skjern, Skive, Horsens og Høje – Taastrup. Desuden medvirker kommunikationsbureauet Tankegang og rådgiverfirmaet PlanEnergi.